Når en teenager trækker sig fra vennerne, mister lysten til skole eller pludselig græder ved middagsbordet, opstår spørgsmålet ofte hurtigt: Kan unge gå i terapi? Svaret er ja. Unge kan have stor gavn af et fortroligt samtalerum, hvor der er tid til at forstå det, der er svært, uden at skulle præstere, forklare alting perfekt eller tage hensyn til de voksnes bekymringer.
Terapi er ikke kun for unge med en diagnose eller en alvorlig krise. Mange søger hjælp, fordi de føler sig pressede, ensomme, vrede, triste eller fastlåste. Andre er usikre på, hvem de er, og hvad de vil med deres liv. Det er almindelige erfaringer i ungdomslivet, men det betyder ikke, at den unge skal stå alene med dem.
Kan unge gå i terapi, hvis forældrene ikke er med?
Det afhænger blandt andet af den unges alder, situation og af rammerne for forløbet. Som udgangspunkt skal forældremyndighedsindehaveren samtykke til behandling, når barnet er under 15 år. Fra den unge fylder 15 år, kan den unge som hovedregel selv give samtykke til behandling. Forældre skal dog typisk informeres og inddrages, medmindre det kan skade den unge eller ikke giver mening i den konkrete situation.
Regler og praksis kan have nuancer, særligt hvis der er uenighed mellem forældre, en alvorlig mistrivsel eller spørgsmål om sikkerhed. Derfor er det en god idé at tale åbent med psykologen om, hvem der skal vide hvad, og hvad den unge ønsker. Et godt forløb starter netop med, at rammerne er tydelige for både den unge og de voksne omkring vedkommende.
For nogle unge er det afgørende, at terapien er deres eget rum. De kan have brug for at tale om forelskelse, konflikter derhjemme, præstationspres, identitet, vrede eller tanker, de endnu ikke kan dele med deres familie. For andre skaber det mere tryghed, når en forælder deltager i begyndelsen eller inviteres med til enkelte samtaler. Der findes ikke én rigtig model. Det afgørende er, om den understøtter den unges mulighed for at tale ærligt.
Fortrolighed er en forudsætning for ærlige samtaler
Mange unge holder igen med at søge terapi, fordi de frygter, at alt bliver fortalt videre. Fortrolighed er derfor helt central. Psykologen har tavshedspligt, og den unge skal kunne regne med, at personlige tanker og oplevelser bliver behandlet respektfuldt.
Det betyder ikke, at der aldrig kan blive behov for at handle. Hvis en ung er i alvorlig risiko for at skade sig selv eller andre, udsættes for overgreb eller står i en situation, hvor sikkerheden er truet, kan psykologen være nødt til at inddrage relevante voksne eller myndigheder. Det skal så vidt muligt ske i dialog med den unge, så vedkommende ikke oplever at miste kontrollen uden forklaring.
I et terapiforløb kan man fra begyndelsen aftale, hvordan kontakten til forældrene skal foregå. Måske får forældrene alene en overordnet tilbagemelding om fremmøde og trivsel. Måske aftales en fælles samtale, når den unge er klar. Det er ofte lettere for unge at åbne sig, når de ved, at de ikke skal levere en rapport fra hver session til familien bagefter.
Hvornår kan terapi hjælpe en ung?
Ungdommen er en periode med mange overgange. Kroppen forandrer sig, relationer bliver mere intense, kravene i skolen stiger, og spørgsmålet om fremtiden begynder at fylde. Samtidig kan sociale medier gøre sammenligningen med andre næsten konstant. Det kan skabe et pres, som ikke altid er synligt for omgivelserne.
Terapi kan være hjælpsomt, når en ung gennem længere tid føler sig nedtrykt, ængstelig eller overvældet. Det gælder også ved søvnproblemer, overtænkning, lavt selvværd, skolevægring, ensomhed, sorg, konflikter i familien eller svære oplevelser med venner og kærester. Nogle unge kommer, fordi de har svært ved at mærke, hvad de selv vil. Andre kommer, fordi de mærker alting så kraftigt, at hverdagen bliver svær at være i.
Det behøver ikke være muligt at sætte et præcist navn på problemet, før man tager kontakt. Ofte bliver det først tydeligere gennem samtalerne, hvad der ligger bag. Måske er angsten tæt knyttet til et højt krav om at lykkes. Måske dækker vreden over afmagt eller sorg. Måske er det ikke den unge, der er “forkert”, men en situation, der er blevet for belastende.
Sådan foregår terapi for unge
De første samtaler handler sjældent om at finde hurtige løsninger. Psykologen og den unge skal først lære hinanden at kende og skabe en fælles forståelse af, hvad der fylder. Den unge bestemmer tempoet. Nogle taler meget fra starten, mens andre har brug for tid, pauser eller mere konkrete spørgsmål for at komme i gang.
En samtale kan tage udgangspunkt i en hændelse fra ugen, en konflikt, en følelse i kroppen eller en tanke, der bliver ved med at vende tilbage. Psykologen hjælper med at undersøge mønstre og sætte ord på erfaringer, som måske hidtil kun har været uro, tomhed eller irritation. Det kan gøre det lettere at handle anderledes, sætte grænser eller bede om støtte.
Terapi er ikke undervisning i, hvordan man bliver perfekt eller altid glad. Det er et sted, hvor den unge kan blive klogere på sig selv og sine relationer. For nogle indebærer det konkrete redskaber til at håndtere angst, søvn eller tankemylder. For andre handler det især om at forstå, hvorfor bestemte valg, tab eller forventninger rammer så dybt. Ofte hænger de to ting sammen.
Et forløb kan være kort og fokuseret eller strække sig over længere tid. Det afhænger af, hvad den unge kæmper med, og hvor meget der skal være plads til. Online terapi kan være en god mulighed for unge, som bor langt væk, har en travl hverdag eller føler sig mere trygge ved at starte hjemmefra. For andre er det personlige møde i et roligt lokale vigtigt. Begge dele kan fungere, når rammerne passer til den enkelte.
Forældrenes rolle: Støt uden at overtage
Forældre kan gøre en stor forskel, også når de ikke deltager i selve samtalerne. Den vigtigste støtte er ofte at vise interesse uden at kræve detaljer. Spørg hellere: “Hvordan var det at være der?” end: “Hvad sagde du så til psykologen?” Den unge skal mærke, at hjælpen er et tilbud, ikke en kontrolforanstaltning.
Det kan være svært som forælder at stå på sidelinjen, især hvis ens barn virker ulykkeligt eller lukket. Bekymringen kan give lyst til at løse problemet med det samme. Men unge har ofte brug for både nærhed og plads. Det kan være hjælpsomt at sige, at man gerne vil lytte, når de har lyst, og at man fortsat tager ansvar for de praktiske og tryghedsskabende rammer.
Hvis den unge afviser terapi, er det værd at være nysgerrig på hvorfor. Måske føles det pinligt, måske er der en frygt for at blive gjort syg, eller måske har den unge ikke mødt den rette person endnu. Det er sjældent en god idé at presse hårdt. En rolig samtale om, hvad terapi faktisk er, og muligheden for at prøve en enkelt samtale, kan sænke barrieren.
Når der skal handles hurtigt
Terapi er værdifuldt, men ved akut fare skal man ikke vente på næste ledige tid. Hvis en ung taler om ikke at ville leve, har konkrete planer om selvmord, skader sig selv alvorligt, er psykotisk, voldsomt påvirket eller ikke kan holdes sikker, skal der søges akut hjælp med det samme. Kontakt lægevagten, psykiatrisk akutmodtagelse eller ring 112 ved akut livsfare.
Det er bedre at reagere én gang for meget end én gang for lidt. At spørge direkte ind til selvmordstanker gør ikke tankerne værre. Tværtimod kan det give den unge en oplevelse af, at nogen tør høre det, der føles allermest ensomt.
At begynde i terapi kræver ikke, at en ung allerede ved, hvad der er galt, eller kan forklare sit liv i sammenhæng. Det kræver blot et sted, hvor der er plads til at begynde med det, der fylder lige nu – og en voksen, der tager alvorligt, at det kan være svært at finde vej alene.