En ung, der trækker sig fra fællesskabet, mister lysten til skole eller bliver overvældet af selv små krav, er ikke nødvendigvis doven, forkælet eller uengageret. Ofte er der tale om et menneske, der forsøger at holde sammen på noget svært. Udvikling i unges mistrivsel skal derfor ikke kun forstås som et spørgsmål om flere symptomer. Det handler også om, hvilke vilkår unge lever under, hvordan de ser på sig selv, og om de oplever at have nogen at gå til, når livet bliver tungt.
Mange forældre, lærere og fagpersoner genkender en voksende bekymring. Unge fortæller om uro, ensomhed, søvnproblemer, præstationspres, tankemylder og en oplevelse af ikke at slå til. Samtidig kan mistrivsel se meget forskellig ud. Nogle bliver stille og pligtopfyldende. Andre reagerer med vrede, fravær, konflikter eller et højt forbrug af sociale medier. Det afgørende er ikke at putte den unge i en kasse, men at være nysgerrig på, hvad reaktionen forsøger at fortælle.
Hvad dækker udviklingen i unges mistrivsel over?
Når vi taler om mistrivsel blandt unge, kan det lyde, som om der er én forklaring og én gruppe, det handler om. Sådan er det ikke. Nogle unge har kortere perioder med belastning i forbindelse med eksamen, skilsmisse, kærestesorger eller skift til en ny uddannelse. Andre kæmper over længere tid med angst, depression, spiseforstyrrelse, selvskade eller en dyb usikkerhed på, om de overhovedet har en plads blandt andre.
Udviklingen skal også ses i lyset af, at flere unge i dag har et sprog for deres følelser og søger hjælp tidligere. Det kan være et fremskridt. Når skam og tavshed fylder mindre, bliver det lettere at sige højt, at man ikke har det godt. Men det ændrer ikke ved, at mange unge oplever reelt og vedvarende pres.
Det er heller ikke altid let at skelne mellem almindelig livssmerte og en tilstand, der kræver behandling. Ungdommen rummer identitetssøgning, løsrivelse og sårbarhed. Man kan være ked af det uden at være depressiv, og man kan være bekymret uden at have en angstlidelse. Omvendt bør man tage alvorligt, når mistrivslen varer ved, indskrænker hverdagen eller får den unge til at miste håbet.
Hvorfor mistrives flere unge?
Der findes ikke en enkelt årsag. Mistrivsel opstår ofte i et samspil mellem den unges temperament, relationer, livshistorie og de krav, der opleves udefra og indefra. Netop derfor virker enkle forklaringer sjældent særligt godt.
Præstationskulturen spiller for mange en rolle. Karakterer, uddannelsesvalg, udseende, sociale relationer og fremtidsplaner kan føles som områder, hvor man hele tiden bliver målt. For den unge, der allerede tvivler på sit værd, kan selv en lille modgang blive et tegn på, at man ikke er god nok. Det kan føre til overtænkning og undgåelse, som på kort sigt giver ro, men på længere sigt gør livet mindre.
De sociale medier kan forstærke denne dynamik. De giver adgang til fællesskab, inspiration og kontakt, men kan også skabe en konstant sammenligning med andres udvalgte øjeblikke. En ung kan sidde alene på sit værelse og samtidig føle sig udenfor et fællesskab, der tilsyneladende foregår lige foran øjnene på dem.
Familieliv, økonomisk usikkerhed, konflikter, sygdom eller mobning kan være lige så afgørende. For nogle unge er problemet ikke, at der stilles for høje krav, men at der mangler forudsigelighed, tryghed eller voksne, som har overskud til at se dem. Andre lever med et højt ansvar for søskende, forældre eller deres egen hverdag længe før, de egentlig er klar til det.
Det er værd at holde fast i, at den samme belastning rammer forskelligt. En ung med nære relationer, god søvn og erfaring med at bede om hjælp kan måske komme igennem en svær periode uden større mén. En anden kan blive overvældet, fordi belastningen rammer oven i ensomhed, tidligere svigt eller et meget hårdt indre krav om at klare alting selv.
Tegn, der kalder på opmærksomhed
Mistrivsel er ikke altid synlig. Nogle unge kan stadig passe skole, arbejde og fritidsaktiviteter, mens de bruger enorme kræfter på at holde facaden. Derfor er det ofte forandringen i den unges hverdag, der er mest sigende.
Vær særligt opmærksom, hvis den unge over tid oplever flere af disse forhold:
- markant tilbagetrækning fra venner, familie eller aktiviteter, der før gav glæde
- vedvarende søvnproblemer, udmattelse, uro i kroppen eller hyppige fysiske klager
- faldende skoletrivsel, højt fravær eller en oplevelse af at være handlingslammet af krav
- håbløshed, selvhad, selvskade eller udsagn om ikke at ville være her
Ingen af tegnene er i sig selv et bevis på en diagnose. Men de er en invitation til at spørge nærmere og tage svaret alvorligt. Hvis en ung taler om selvmord, selvskade eller ikke at kunne holde sig selv sikker, skal der handles med det samme ved at kontakte akut psykiatrisk hjælp eller ringe 112 ved akut fare.
Den svære samtale med den unge
Mange voksne kommer til at gå for hurtigt efter løsninger. Det er forståeligt. Når ens barn eller elev har det svært, vil man gerne fjerne smerten. Men en ung, der allerede føler sig forkert, kan høre velmenende råd som endnu et krav: Sov mere, tag dig sammen, læg telefonen væk, tænk positivt.
Start hellere med at gøre samtalen til et sted, hvor der ikke skal præsteres. Man kan sige: “Jeg har lagt mærke til, at du virker mere alene for tiden. Jeg behøver ikke forstå det hele nu, men jeg vil gerne høre, hvordan du har det.” Det er en enkel formulering, men den viser både opmærksomhed og respekt.
Lyt uden straks at afbryde, forklare eller sammenligne med din egen ungdom. Spørg konkret, hvis den unge svarer “fint” eller “ved ikke”: Hvordan er det at være i skolen? Hvornår på dagen er det sværest? Er der nogen, du føler dig tryg ved? Hvad sker der i kroppen, når det bliver for meget? Konkrete spørgsmål kan gøre det lettere at sætte ord på noget, der ellers kun mærkes som kaos.
Det kan også være nødvendigt at stå fast som voksen. At møde med omsorg betyder ikke at acceptere enhver undgåelse. Hvis søvn, skolegang, mad eller sikkerhed er alvorligt påvirket, kan den unge have brug for hjælp til at skabe struktur og til at tage imod støtte, selv når motivationen mangler. Balancen er følsom: for meget pres kan forværre modstanden, mens for lidt retning kan efterlade den unge alene med et ansvar, der er for stort.
Når professionel hjælp kan gøre en forskel
En samtale med en psykolog kan give den unge et fortroligt rum, hvor der ikke skal tages hensyn til forældres bekymringer, skolens forventninger eller venners reaktioner. Her kan man undersøge, hvad der ligger bag angsten, tristheden eller presset, og finde måder at handle anderledes på uden at gøre den unge til et problem, der skal fikses.
Et godt forløb handler både om lindring her og nu og om en dybere forståelse. Måske skal den unge øve sig i at rumme svære følelser uden at flygte fra dem. Måske skal der arbejdes med selvkritik, grænsesætning, sociale relationer eller konflikter i familien. For nogle er forældresamtaler en væsentlig del af hjælpen, fordi den unges trivsel altid udfolder sig i relationer.
Hos Psykolog-Samtale.dk tilrettelægges samtaler med udgangspunkt i den unges konkrete livssituation. Det kan foregå fysisk i København eller online, når afstand, energi eller hverdagsliv gør det mest hensigtsmæssigt. Det centrale er, at den unge oplever sig mødt som et helt menneske – ikke reduceret til karakterer, symptomer eller et problem, der skal løses hurtigt.
Den unge behøver ikke have de rigtige ord, før en samtale kan begynde. Nogle gange starter forandringen med, at et andet menneske bliver ved med at spørge roligt, lytte oprigtigt og vise, at det svære kan bæres sammen. Det er ikke en lille ting. Det kan være begyndelsen på, at den unge igen får øje på muligheder i sit eget liv.