Slider

Dét kan vi lære af Formel 1


Hvorfor er det relevant med pauser i vores travle hverdag? Og hvad kan vi i den forbindelse lære af verdens mest prestigefyldte racerløb?

Af Jonas Bøyesen Jarlkov, psykolog

Har du nogensinde set et Formel 1-løb? Bilerne kører over 300 km/t og der kæmpes om tusindedele af sekunder. Alligevel vælger kørerne tilsyneladende at spilde dyrebar tid på at køre ind i pitområdet, og endda holde helt stille i et par sekunder, for at få skiftet dæk. Hvordan kan det være? Hvorfor bliver de ikke bare på banen og kører videre, når nu det handler om at komme først?

Hvis en kører undlader pitstoppet, vinder han i første omgang tid i forhold til konkurrenterne, når de pitter. Hans dæk bliver dog efterhånden så slidte, at han ikke kan køre optimalt gennem svingene, og derfor efter nogle omgange bliver indhentet og overhalet igen – eller risikerer at køre af banen og udgå af løbet. Det er derfor en nødvendig investering at holde en til to pauser i løbet, for at bevare chancen for at komme først over målstregen.

De færreste af os har privilegiet af at have et helt Formel 1-team af rådgivere og mekanikere omkring os, som giver besked i vores øresnegl, når vi har brug for at spare på ressourcerne eller ligefrem holde pause. Tværtimod oplever mange at have en indre kritisk stemme, der fortæller, at man skal fortsætte selvom det gør ondt – og at man er svag, hvis man ikke kan holde ud.

Hvad kan vi så lære af Formel 1 og pitstop? Selv hvis det handler om at komme først og nå mest muligt på kortest mulig tid, er det i det lange løb både en fordel og helt nødvendigt at holde pauser. I en 100 meter sprint er der naturligvis ikke tid til pauser, men mange af os har en tendens til at opfatte hverdagen som én lang sprint – og bebrejde os selv, når vi ikke kan holde farten.

Vi mennesker kan strække os utroligt langt, men det kaldes en undtagelsestilstand. Når undtagelsen bliver hverdag, får det konsekvenser. Det svarer til at forsøge at udvide en elastik, der i forvejen er spændt til bristepunktet. Ofte reagerer vi først, når vi bogstaveligt talt kører af banen eller elastikken springer, så vi umuligt kan fortsætte.

Et sådant sammenbrud kan paradoksalt nok være konstruktivt, fordi det fører til erkendelsen af, at vi har begrænsede ressourcer – om vi vil det eller ej. Vi kan dog undgå sammenbruddet og megen unødvendig selvbebrejdelse, når vi lærer at lytte til kroppens behov og signaler inden det kommer så vidt – lidt som hvis vi havde et Formel 1-team til at rådgive os.

– Udgivet i Rødovre Lokal Nyt, 4. april 2019

Find oversigten over mine andre blogindlæg her



Skriv til mig her


Slider